Afdelingsleder for Rail Amir Bigdeli

Amir jagter udviklingen og mulighederne i AFRY 

Amir Bigdeli er leder for Rail-afdelingen i AFRY og har arbejdet med digitalt jernbanedesign siden 2009. Men til trods for sin tekniske ingeniørprofil betyder det mere for Amir, at medarbejderne i hans team blomstrer og har succes i deres arbejde.

Som leder, tidligere selvstændig og menneske generelt har Amir svært ved stilstand. Der skal være udvikling for både ham selv, projekter og blandt medarbejderne. Og der har været fart på de seneste år.

En del af noget større

Sammen med sine to kollegaer og studiekammerater, Leon Stibolt Olsen og Ognjen Miseljic, startede Amir Bigdeli i 2014 rådgivningsvirksomheden INSUCO, der har specialiseret sig i digitale jernbaneløsninger og rådgivet kunder som Banedanmark, Privatbanerne og flere danske kommuner.  

I 2021 opkøbte AFRY INSUCO, der med tiden var vokset til at tælle 12 medarbejdere. Og for Amir, der havde rollen som direktør i INSUCO, var det ikke tilfældigt, at valget faldt på AFRY.

”Vi var kommet til et punkt, hvor vi var klar til at blive en del af en større organisation. Og vi kunne tydeligt se, hvordan vi kunne bringe vores specialiserede viden i spil hos AFRY, der ikke før nu har tilbudt rådgivning inden for digitalt jernbanedesign i Danmark. Derudover gav det os en tryghed, at opkøbsprocessen er noget, AFRY har prøvet mange gange før. Man sælger jo kun sin virksomhed én gang – men AFRY har købt mange”, siger Amir og griner.  

Drives af menneskelig udvikling 

For Amir har det altid været fedest at gå på arbejde, når han sammen med sit team opnår de mål, de sætter sig, og når de i fællesskab leverer gode løsninger til deres kunder. Og så føler Amir, at han har succes, når alle i hans team er glade for deres arbejde og føler sig motiverede og udfordrede i deres job. 

“Nogle mennesker motiveres af konkrete opgaver, andre af at udfylde en bestemt funktion i et team. Mine år som leder har lært mig, hvor forskellige mennesker er på dét punkt. Man skal hele tiden være opmærksom på, om folk er glade for deres opgaver, og om opgaverne rammer lige netop det sweet spot, hvor udfordringerne er store nok til, at medarbejderne udvikler sig – men aldrig så store, at de knækker nakken på det,” forklarer Amir. 

Netop skiftet til AFRY har gjort, at medarbejderne i Amirs team har fået nye og spændende muligheder for at være med på projekter med større volumen end tidligere – og for nogle store kunder.

Portræt af Amir Bigdeli

Kort fra tanke til handling

Selvom der er forskel på at være en mindre virksomhed og en afdeling i en global koncern, går der stadig ikke længe fra Amir får en idé, til den kan være ført ud i verden. Og disse idéer bliver bedre af, at han nu har andre faggrupper at sparre med, fortæller han:  

”På trods af at AFRY er en stor international koncern, er der aldrig langt fra tanke til handling, når vi arbejder på projekter. Der er altid mulighed for at sparre med andre afdelinger, og det gør i sidste ende både medarbejderne dygtigere og slutresultatet bedre. Det er noget af det, der motiverer mig mest. At være et sted, hvor man kan udvikle sin faglighed, samtidig med at man kan have det sjovt med sine kollegaer – og det kan man i AFRY.” 

 

Siden artiklen om Amir blev skrevet i 2021, har han fået ny titel. I dag er han nemlig sektionschef for Civil Engineering, der tæller afdelingerne Rail, Bridges & Civil Structure, Traffic og Road. Han har med andre ord taget et skridt op ad karrierestigen. Netop den personlige udviklingsmulighed er en af de mange fordele ved at være en del af en stor koncern som AFRY.

Drone perspective of a group of people connected through digital networks

Se dine jobmuligheder hos AFRY