Én bilparkeringsplads eller seks cykler?
Trafikplanlægning i byerne
Planlægning af parkeringspladser har indflydelse på både mennesker, byer og klimaet. Fremtidens parkeringsanlæg skal være fleksible og dynamiske, så vi undgår store tomme parkeringspladser. Og så skal vi satse på alternative parkeringsløsninger til cyklister og brugere af delemobilitet og kollektiv trafik fremfor bilparkering. Det betyder, at vi skal gentænke vores måder at arbejde med parkering – skrotte idéen om ’parkeringsbehov’ og erstatte det med ’parkeringsefterspørgsel’.
Artiklen blev bragt i magasinet Trafik & Veje i februar 2022.
Vi har lært meget i løbet af årene med en verdensomspændende pandemi. Blandt andet, at vi mennesker faktisk er temmelig omstillingsparate. De fleste af os har på kort tid omstillet os til en hverdag med et hav af online møder, mundbind og tests. Corona-pandemien har gjort det tydeligt for os, at fleksibilitet og udvikling er altafgørende i mødet med fremtiden.
Kunne det ikke være fedt, hvis vi turde overføre noget af den fleksibilitet og omstillingsparathed til planlægningen af vores byer? Hvis by- og trafikplanlæggere, politikere og bygherrer tog den visionære hat på og begyndte at planlægge byer efter, hvordan vi ønsker os, at folk skal bevæge og transportere sig?
’Efterspørgsel’ fremfor ’behov’
Når vi byplanlægger i dag, er der et helt enormt stort fokus på parkeringsbehovet hos dem, der bor og arbejder i byerne. Efter min mening er det et udtryk, der skal efterlades i fortiden. Det skal i stedet erstattes med den mere dynamiske idé om parkeringsefterspørgsel. Når vi, som i dag, planlægger efter parkeringsbehov og ikke den reelle efterspørgsel på pladser, risikerer vi, at vi om nogle år står med store, tomme parkeringsanlæg, fordi efterspørgslen forhåbentligt er blevet mindre.
Flere medarbejdere på landets arbejdspladser arbejder hjemmefra i dag end for bare to år siden. Hvis du nogensinde har været ude og køre på det danske vejnet i myldretrafikken, har du sikkert bemærket, at der er kommet færre biler på vejene mellem klokken 7-9 og 15-17 efter virussets indtog. Og færre biler på vejene betyder færre biler, der skal parkeres i og omkring byerne - lavere parkeringsefterspørgsel.
Ved at tænke på parkering som en efterspørgsel i stedet for et behov kan vi løbende ændre i udbuddet af pladser. Hvis der med tiden kommer færre biler i byen på grund af klimaafgifter, infrastruktur, kollektiv trafik, cykelparkering eller hjemmearbejde, så kan vi nedjustere antallet af bilparkeringspladser og erstatte dem med kreative byrum, ’mobilitetshubs’, ladestationer eller grønne områder.
Det realistiske drømmescenarie
Hvis vi planlægger byer, trafik og parkering ud fra et efterspørgselsprincip, kan vi hele tiden imødekomme de ændringer i mobilitetsmønstre, vi ser i samfundet. Samtidig kan trafikplanlæggere, bygherrer og politikere udskifte den forældede tanke om at planlægge trafik og parkering efter prognoser. Lad os i stedet planlægge efter målet for, hvordan vi rent faktisk godt kunne tænke os, at fremtidens byer skal se ud, og hvordan spørgsmålet om parkering i så fald skal løses.
Det kan være svært at vende sit mindset på den måde. For det er lidt som den gamle klassiker med hønen og ægget: Hvem vil planlægge cykelstier, hvis der ikke er nogen cyklister, og hvem vil cykle, hvis der ikke er en god cykelsti? Det er lige præcis her, bygherrer skal turde at sige: ”Jamen, så bygger vi den supercykelsti, for så skal cyklisterne nok komme”. På den måde kan vi få flere ud af bilerne og op på cyklen – og dermed også sænke efterspørgslen på bilparkeringspladser i byerne.
Jeg mener, at der særligt er fire ting, man skal overveje i arbejdet med parkeringsanlægning. Vi skal undersøge de eksisterende forhold, vi skal droppe minimumskravet til parkeringsnormer, vi skal turde at tænke i alternativer, og så skal vi udnytte de generationsskifte, der løbende kommer.
Undersøg de nuværende forhold
Inden der bankes nye, store parkeringsanlæg op, skal de eksisterende forhold i en kommune undersøges. Hvad er den reelle parkeringsefterspørgsel i kommunen? Ofte er den nemlig varierende i forskellige områder. Derfor kan man med fordel kigge på, hvor meget parkering der i forvejen findes i kommunen, og hvordan pladserne bliver brugt. Er der mange pladser i overskud? Hvordan ligger parkeringsanlægget placeret i forhold til den kollektive transport?
Kommuner kan påvirke parkeringsefterspørgslen ved at erstatte parkeringsanlæg med alternative mobilitetsløsninger: gode forhold for cykelpendlere, delemobilitet, kollektiv trafik for blot at nævne et par stykker. Det vil give et større incitament til at vælge cyklen eller delebilen, hvis der er gode forhold forbundet med det.
Væk med p-normernes minimumskrav
På et mere overordnet og politisk plan skal vi overveje, om vi har de rigtige regler og rammer for anlægningen af parkering. Ofte skal bygherrer efterleve en regel om, at der som minimum skal anlægges et bestemt antal af parkeringspladser, når der opføres etageboliger, huse, butikker, kontorer osv. Kravene betyder, at der ofte anlægges flere bilparkeringspladser, end der brug for i en ejendom. Det er hverken fleksibelt, smart eller økonomisk rentabelt, at mange parkeringspladser står uudnyttet hen.
I takt med, at vi flytter vores fokus for parkeringsplanlægning fra prognoser til mål, bør der i stedet indskrives minimumsnormer for cykelparkering og maksimumsnormer for bilparkering. De bilparkeringspladser, det ville frigive, kunne derved reserveres til delebiler, dobbeltudnyttelse af pladsen, ladestationer, parkering til ladcykler eller lignende. En mulighed kunne også være at flytte beboerparkering længere væk fra boligerne – eksempelvis i samme afstand som til den offentlige transport.
Vi skal turde at gribe mulighederne
At ændre folks transportadfærd handler om at ændre normer og kulturer i samfundet. Derfor er det ikke kun individets ansvar at vælge en parkeringsplads langt fra boligen. Slet ikke, hvis vedkommende kan parkere lige neden for boligen til en pris på 500 kroner om året, som det er tilfældet i nogle byer i dag. Hvis vi skal foretrække cyklen eller den kollektive trafik, skal det være et nemmere og billigere alternativ til bilen.
Vi har faktisk mulighed for at påvirke hinanden. Studier viser, at der er allerstørst mulighed for at mennesker ændrer vaner, når der sker noget stort i deres liv. Flytning, jobskifte, familieforøgelse – eller et verdensomspændende virus med fart på.
Den viden kan være enorm brugbar i planlægningen af alternative mobilitetsløsninger og parkeringspladser. Kunne vi forestille os, at nytilkommende beboere i et stationsnært lejlighedskompleks fik en måned, hvor de gratis kunne køre i metro, tog, busser og letbane? Eller skal vi sikre, at der på alle større arbejdspladser er god cykelparkering, og at alle attraktive parkeringspladser forbeholdes delebiler?
Der er også en mulighed for at påvirke folks adfærd, når der bygges om i byer. I stedet for at lave provisoriske parkeringspladser under ombygningen bør vi i stedet gøre andre mobilitetsformer mulige. Eksempelvis ved at gøre plads til et kombineret udendørs sportsareal, hvor der samtidig er mulighed for at leje en cykel og adgang til nemt at kunne hoppe på et tog eller bus. Noget man eksempelvis har gjort på havnen i Aarhus Kommune.
Udnyt generationsskifterne
Udviklingen af infrastruktur og nye mobilitetsmuligheder går stærkt, og vi bliver hele tiden klogere og klogere. I dag bevæger vi os ikke, som vi gjorde for 50 år siden, og vi vil med garanti bevæge os anderledes i 2030, end vi gør i dag. Vi bliver både rigere, klogere og mere bevidste om vores ansvar for klimaet og bæredygtigheden i transportsektoren. Som trafikplanlæggere har vi en unik mulighed for påvirke, hvordan byerne og trafikken skal se ud, når vores børn og børnebørn vokser op. Derfor skal vi turde at udnytte generationsskifterne.
De kommende generationer vil i stigende grad blive påvirket af klimaforandringer – langt mere, end vi gør i dag. Derfor er der også anledning til at tro, at fremtidens børn og unge vil søge mod de bæredygtige og grønne transportformer og i fremtiden måske endda undlade at købe biler. I stedet for at se generationsskifterne som en udfordring for at forudsige præcise transportmønstre i fremtiden, skal vi i stedet se det som en mulighed for at iværksætte de mere fleksible og dynamiske måder at planlægge transport på. Så vi hele tiden tager højde for udviklingen og sørger for, at vi udnytter vores byer på bedst mulig vis.
Cykelparkering der opfylder alle behov
Hvis den tohjulede skal være et attraktivt alternativ til bilen, skal der være gode og velplacerede muligheder for parkering. Det betyder, at cyklen skal kunne stå beskyttet for regn, sne og frost. Derudover skal det både være trygt og sikkert at stille sin cykel – også når det er mørkt. Det handler både om, at der er belysning på cykelparkeringspladsen, at placeringen ikke er bag en busk eller bagerst i en kælder. Og så skal man være sikker på, at man kan låse cykelstellet fast til en stabil konstruktion. Der skal ligeledes være automatiske døre og plads til, at større cykler kan komme ind ad døren, hvis parkeringen er indendørs. Og så er en god cykelparkering gerne i gadeplan, så alle kan bruge pladsen uden stejle ramper.
Unge danskere vil gerne cykle
I AFRY, hvor jeg arbejder, har vi foretaget en stor rundspørge blandt unge danskere i alderen 18-35 år. Her har vi spurgt, hvordan de gerne vil leve, bo og transportere sig rundt i fremtidens byer. Undersøgelsen har vist, at flere og flere unge sætter pris på at bo støjfrit, at en tredjedel foretrækker cyklen som transportform og at op mod 20 % af de adspurgte unge mener, at utilstrækkelig infrastruktur er en af de største udfordringer for fremtidens byer. At tage spørgsmålet om parkering op til revision kan hjælpe på alle de tre områder – og det er os, der har muligheden for at tage fat om problemet.