
Ingeniørrådgivning på Svanemølleholmen
Om projektet
I Nordhavn i København udvikles Svanemølleholmen, et nyt kontorbyggeri, som Industriens Pension er bygherre på, og som skal huse Bruun & Hjejle Advokatpartnerselskab.
Kontorbygningen er smukt placeret med udsigt over Roerkanalen mod syd. Bygningen åbner sig mod kanalen, så lysets spil i vandet og den særlige atmosfære harmonerer med facadens gyldne toner. Projektet følger områdets lokalplan og tager afsæt i dets historiske kvaliteter. Området kendetegnes ved bygninger med tydelige gittermotiver, markante facadematerialer og repetitive, modulære facader. Ambitionen er, at bygningen skal integreres harmonisk med de omkringliggende bygninger og skabe en indbydende indgang til Svanemølleholmen. Grønne kantzoner og en afbalanceret, rolig fenestrering understøtter dette åbne og imødekommende udtryk.
Arkitekturen i det nye kontordomicil er enkel, robust og raffineret med mørke farver og materialer, der skaber en naturlig forbindelse til havnens industrielle karakter.
Bygningen er kompakt med seks fulde etager, inklusive stueetagen, samt en artikuleret tagetage.
Projektet tog sit første spadestik i december 2024 og forventes afsluttet i begyndelsen af 2027.
AFRY's rolle
Under projektet har AFRY’s ingeniører varetaget rådgivningen med indeklima, miljøcertificering, anlæg, konstruktioner, el, bygningsautomatik, brand, akustik og lyd, forsyning og afledning, styring og informationshåndtering samt mekaniske installationer.
Byggeriet sigter mod at opnå DGNB Platin-certificering, den højeste standard i DGNB-systemet, hvilket sikrer, at både arkitektur og materialer lever op til de høje æstetiske ambitioner og samtidig opfylder de omfattende krav til bæredygtighed. For at opnå certificeringen skal byggeriet opfylde 80% af DGNB-kriterierne inden for projektering, udførelse og drift. Projektet anvender naturmaterialer med lang levetid, og kravene til byggematerialers og produkters miljø- og sundhedsmæssige påvirkning er integreret i udbudsmaterialet – både for de enkelte faggrupper og i visse tilfælde for specifikke ydelser. Disse krav suppleres med tekniske hensyn som robusthed, holdbarhed, vedligeholdelse og rengøringsvenlighed.
Derudover arbejder projektet mod DGNB Diamant- og Hjerte-certificeringer, som understreger dets fokus på kvalitet og menneskelig trivsel.
Et nyt aspekt ved dette byggeprojekt er AFRY's bidrag til visualisering. Med ønsket om et råt udtryk er alle installationer synlige, hvilket stiller store krav til placeringen af rør og tekniske systemer. Dette har gjort det nødvendigt for ingeniørerne at tænke installationernes æstetik ind i designet, så de ikke blot er funktionelle, men også visuelt integrerede i Svanemølleholm.
Fakta
AREAL
14.255 m2
START
2024
SLUT
2027
Samarbejdspartnere
TOTALENTREPRENØR
BYGHERRE
ARKITEKT
INDRETNINGSARKITEKT