MIchael Boye og kollegaer hos AFRY

”For en leder må der ikke gå curling i det”

”For en leder må der ikke gå curling i det”

Michael Boye er leder af AFRY’s VVS-afdeling i Herning, hvor han også er kontorchef og arbejdsmiljøleder. Men titler betyder ikke noget for den erfarne leder, der både betegner sig selv om en hård hund og en blød menneskekender.

Egentlig ville Michael være rørsmed, og i midt-80’erne fik han da også svendebrev på det. Men under mesterlæren i smedearbejdet blev han tildelt ansvaret for en lærling, selvom han jo faktisk stadig selv var i lære. Og det vakte en interesse for at ville mere end håndværket.

Og sådan blev det også. I dag har Michael en faglig stærk og bred rygsæk med markedsføring, coaching og ledelse – ja, og så lige en uddannelse til VVS-tekniker, som han tog efter mesterlæren som rørsmed.

”En af mine lærere sagde en gang til mig, at det var godt, at jeg ville være håndværker, men at jeg jo nok ville ende på et kontor. Og sådan blev det,” fortæller Michael, der kom til AFRY i 2018 efter at have været på entreprenørsiden af ventilationsbranchen i mange år.

 

VIDEO: Få Michaels bedste råd om ledelse

Det, der redder dagen

Til dagligt er Michael leder for omkring 30 VVS-specialister, der beskæftiger sig med alt lige fra energi og indeklima til HVAC og BIM. Selvom opgaverne og ansvarsområderne er forskellige blandt medarbejderne, gør han meget ud af at understrege, at de alle er på samme hold.

”Samspillet mellem mennesker og det at få medarbejdere til at udvikle og trives har altid været drivkræfter for mig. Når nogen kommer og siger til mig, at mit team har præsteret max – så er min dag reddet. Det er så fedt at kunne rose medarbejderne, både når de lykkes selv, og når vi lykkes sammen,” siger Michael.

Ingen pjæk og curling

At ledelse kræver en målrettet og struktureret indsats, kan Michael nikke genkendende til. Og forståelsen for og indsigten i mennesker er kompetencer, som er blevet skærpet over årene. Det er samtidig et konstant udviklingsområde, for som leder bliver man aldrig færdiguddannet i disciplinen, forklarer han.

”Jeg interesserer mig meget for medarbejderne og deres familier, og jeg ved, det betyder noget for dem. Men det er ikke derfor, jeg gør det – det gør jeg, fordi jeg har en oprigtig interesse i mine medarbejdere. Derfor skal de heller aldrig være i tvivl om, at jeg har deres ryg, hvilket jeg også får positive tilbagemeldinger på,” forklarer han og fortsætter:

”Jeg lægger stor vægt på de bløde ting, men jeg kan også være en konsekvent og hård hund, der forventer, at man holder sine aftaler og præsterer. Jeg gider ikke pjæk og løgn,” siger Michael, der er meget bevidst om, at han ikke skal overbeskytte sine medarbejdere.

”Balancen er, at man ikke skal tage alt skraldet for dem. Det vokser de også med, og jeg ser det også som min opgave at bidrage til, at de står stærkere. Medarbejderne skal have en følelse af at vokse og bruge deres evner. For en leder må der ikke gå curling i det,” tilføjer han.

Michael Boye fra AFRY

Retning og rammer

Som leder er Michael med andre ord den type leder, der bliver motiveret af medarbejdernes succes. For hans eget vedkommende er succeskriteriet er at sætte en retning og nogle rammer, så alle er med på, hvilken vej de skal.

”Mål, retning, forventninger og de rammer, vi arbejder inden for, er altid noget, jeg arbejder med. Men det er samtidig noget af det, som er allermest udfordrende som leder. Det er vigtigt, at alle er helt klar på, hvad der forventes af dem – mig selv inklusive. Det, at jeg kan gøre en forskel for mine medarbejdere – det er dét, jeg går på arbejde for,” siger han.

 

Fotos: Jesper Balleby/AFRY