Etablering af kabelforbindelsen Viking Link: Foto: Energinet.

AFRY bidrager til etablering af den danske del af kabelforbindelsen Viking Link

AFRY og Energinet samarbejder om Viking Link

Etableringen af verdens længste elektriske forbindelse mellem to lande er undervejs, og AFRY bidrager til den danske del af kabelforbindelsen. Viking Link, som er navnet på forbindelsen, etableres i tæt samarbejde mellem danske Energinet og britiske National Grid.

AFRY har i mange år haft et godt samarbejde med det statslige danske energiselskab, Energinet, som i øjeblikket samarbejder med britiske National Grid om at etablere Viking Link. Det er en elektrisk kabelforbindelse baseret på jævnstrøm, der løber under hav og over land mellem Danmark og Storbritannien.

Viking Link-forbindelsen strækker sig fra en kommende ny dansk omformerstation i Revsing i det sydlige Jylland til National Grids’ kommende pendant i Bicker Fen i Lincolnshire, England, der er ved at blive bygget. På den britiske side af projektet står National Grid, mens Energinet står for den danske del af projektet. Og det er her AFRY kommer ind i billedet.

AFRY’s rolle i Viking Link-projektet

Ledningsgruppen i AFRY’s Energy-team yder bistand ved etableringen af landkablet på den danske side af forbindelsen, og de var derfor til stede, da verdens længste søkabel blev trukket i land ved Houstrup Strand på den jyske vestkyst.

”Vi har et godt samarbejde med Energinet, som er en af vores største kunder. Vores arbejde på Viking Link-projektet giver værdifuld erfaring til alle i teamet," fortæller Henrik Bødker Kristensen fra AFRY, der er del-projektleder for den del af kabelforbindelsen, som skal etableres på dansk jord.

Ledningsgruppen har mange års erfaring med kabellægning og ledningsprojekter. Men det er ikke ofte, at projektet er så stort som Viking Link. Et projekt, der med sit store omfang og betydning for fremtidens energiforsyning byder på spændende udfordringer for Henrik og teamet. Særligt Henriks kompetencer som projektleder kommer i spil.

"Der er mange detaljer forbundet med processen bag Viking Link, og de miljø- og sikkerhedsmæssige hensyn kræver grundig planlægning,” fortæller Henrik og uddyber:

”Vi måtte bore ind under klitterne for at få kablet igennem, fordi man ikke måtte grave igennem dem. Så der er boret to rør på næsten tusind meter ind under klitterne ved Houstrup Strand. Landkablet, som er gravet 2,5 meter ned i stranden, er desuden meget skrøbeligt, så man må ikke flytte rundt på det, efter det er trukket.”

Etablering af Viking Link. Foto: Energinet.
Etablering af Viking Link. Foto: Energinet.

Viking Link bidrager til den grønne omstilling

Viking Link-projektet skaber øget forsyningssikkerhed for både Danmark og Storbritannien, og forbindelsen fremmer samtidig udnyttelsen af grønne og vedvarende energikilder. Den 770 km lange kabelforbindelse, der er baseret på jævnstrøm (HVDC), skal efter planen stå færdig ved udgangen af 2023. Viking Link skal gøre det lettere at udnytte og dele overskydende energi på tværs af forsyningsnettene i Danmark og i Storbritannien.

”Der er et kæmpe marked for handel med energi. Elforbindelser som Viking Link gør det muligt at komme af med overskydende energi på dage, hvor det eksempelvis blæser rigtigt meget, og der bliver produceret for meget energi. Den grønne omstilling bliver lettere af den grund,” fortæller Maria Iversen, som er praktikant i Energy-teamet.

Bedre udnyttelse af den grønne energi skaber forsyningssikkerhed

I Danmark bliver der produceret meget grøn energi fra vindmøller og på de dage, hvor vinden blæser kraftigst, produceres der mere energi, end de danske husstande forbruger. I stedet for at lade den overskydende grønne energi gå til spilde, kan den med Viking Link sælges den til Storbritannien, der sammenlignet med Danmark mangler kilder til vedvarende energi i deres eksisterende forsyningsnet.

”I sidste ende er det et spørgsmål om netstabilitet. Viking Link kan overføre energi til at forsyne ca. 1,4 millioner husstande. Det skaber forsyningssikkerhed og sikrer samtidig en mere effektiv udnyttelse af den grønne energi, som bliver pumpet ind i energisystemet,” fortæller Henrik.

Derved bidrager Viking Link ikke kun til den grønne omstilling, men også til at øge forsyningssikkerheden i både det danske og britiske forsyningsnet.

Adgang til lavere energipriser

Viking Link bidrager desuden til udviklingen de europæiske energimarkeder ved at skabe flere forbindelser mellem landene og ved at optimere mulighederne for at udnytte de europæiske ressourcer bedst muligt.

”Det er en måde at binde Europa mere sammen på energimæssigt, og det åbner op for handelsmæssige muligheder. Vi har i forvejen forbindelser til Tyskland, Norge og Sverige, som også har en masse grøn energi i form af vandkraft,” siger Henrik.

Selvom Danmark primært er eksportør af energi, giver den øgede handel med energi på tværs af de europæiske grænser adgang til at importere energi fra billigere elmarkeder. Derved kan Viking Link potentielt også give adgang til lavere elpriser, hvilket vil være en stor fordel for den enkelte forbruger, som i stigende grad mærker stigende elpriser.

Søkablet blev trukket i land ved Houstrup Strand i Vestjylland. Foto: Energinet.
Søkablet blev trukket i land ved Houstrup Strand i Vestjylland. Foto: Energinet.

Vil du vide mere om Viking Link og AFRY's rolle i projektet?

AFRY contact person generic image

Henrik Bødker Kristensen

Project Manager, Energy (Denmark)

Kontakt Henrik Bødker Kristensen

Udfyld formularen, hvis du har en forespørgsel vedrørende salg. For andre forespørgsler kan du besøge vores kontorer- og kontaktsider.

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.

Bent Cramer - Sales Manager, Energy (Denmark)

Bent Cramer

Sales Manager, Energy (Denmark)

Kontakt Bent Cramer

Udfyld formularen, hvis du har en forespørgsel vedrørende salg. For andre forespørgsler kan du besøge vores kontorer- og kontaktsider.

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.