Nøglerekrutteringer fra den danske forsvarssektor
Danmark gennemfører historiske investeringer i forsvaret for hurtigt at styrke den operative kapacitet i et stadig mere komplekst sikkerhedsmiljø. Som led i denne udvikling styrker AFRY sin tilstedeværelse i Danmark og har i løbet af 2026 rekrutteret erfarne profiler fra den danske forsvarssektor.
Blandt nøglerekrutteringerne er Uffe Holstener, Morten Vogelius og Annah Pyndiah, som alle har mange års erfaring fra centrale roller i det danske forsvar. I takt med de øgede forsvarsinvesteringer oplever AFRY et voksende behov for både teknisk rådgivning og udvikling af den fysiske infrastruktur, der er nødvendig for at understøtte fremtidens forsvarskapaciteter og samfundsresiliens.
Uffe Holstener har mere end 35 års erfaring fra Forsvaret, blandt andet som F-16-pilot og fra ledende stillinger inden for nationale og internationale operationer samt komplekse programmer relateret til udvikling af militære kapaciteter og digitalisering. Uffe begyndte hos AFRY i foråret og tiltræder den 1. september som VP and Head of Defense Denmark, hvor han får ansvar for at udvikle AFRYs forsvarsforretning i Danmark.
Morten Vogelius har haft flere lederstillinger i det danske forsvar og hos Politiets Efterretningstjeneste, med erfaring fra både operative roller som ubådschef og strategiske positioner med fokus på at beskytte nationale interesser. Hans arbejde har især omfattet beskyttelse af kritisk infrastruktur, styrkelse af samfundets robusthed samt udvikling af forsvarskapaciteter i Norden og Arktis.
Annah Pyndiah har 15 års erfaring som specialkonsulent i det danske Forsvarsministerium og Forsvarskommandoen samt fra ledende roller inden for den danske beredskabssektor. Annah har dybdegående kendskab til forsvar og sikkerhed i Arktis og Norden samt til NATO-processer. Med sin baggrund bidrager hun med en dyb forståelse for forsvarsmyndighedernes behov, beslutningsprocesser og prioriteringer, særligt i forbindelse med styrkelsen af det danske forsvar.
Rekrutteringerne styrker AFRYs lokale forankring og evne til at imødekomme et marked, hvor kravene til operativ forståelse, hastighed og strategisk rådgivning stiger. Alle tre arbejder på opgaver, hvor samarbejdet mellem myndigheder og industri er centralt, med fokus på forsvar, kritisk infrastruktur og samfundssikkerhed.
"Danmark øger tempoet i sine forsvarsinvesteringer, hvilket stiller høje krav til hurtigt at omsætte ambitioner til konkrete løsninger. Med vores lokale kompetencer er AFRY en etableret partner for både myndigheder og industri, og vi er glade for at have Uffe, Morten og Annah med på holdet," siger Pär Lundberg, SVP and Head of Segment Defense hos AFRY.
For yderligere information, kontakt:
Uffe Holstener, VP and Head of Defense Denmark, AFRY
+45 21 625 876
uffe.holstener@afry.com
Annah Pyndiah, Key Account Manager
+4529214549
annah.pyndiah@afry.com
Morten Vogelius, Business Advisor
morten.vogelius@afry.com
+4524614652
Cathrine Nilsson, Communications Business Partner, Defense, AFRY
+46 10 505 26 51
cathrine.nilsson@afry.com
Om AFRYs tilbud til forsvarssektoren
AFRY kombinerer erfaring fra forsvarssektoren med kompetencer inden for samfundsudvikling, industri og kritisk infrastruktur. Virksomheden har mere end 70 års erfaring med at arbejde sammen med både myndigheder og forsvarsindustrien og har en stærk nordisk platform som uafhængig aktør inden for forsvarsområdet.
Ved at kombinere ingeniørkompetencer med strategisk rådgivning inden for blandt andet systemintegration, digitalisering og infrastruktur understøtter AFRY hele livscyklussen for forsvarsløsninger. Kompetencerne omfatter også kritisk infrastruktur, militær logistik, havne samt løsninger relateret til eksplosivstoffer og ammunition.