
Praktik med ansvar
Jesper Grothes vej fra byggeplads til rådgivning
En anden erfaring og uddannelsesmæssig baggrund, end AFRY tidligere har brugt banede vejen for Jesper, der begyndte som tømrer, fortsatte som byggelederpraktikant og endte med en fastansættelse hos AFRY.
Da Jesper Grothe i 2022 besluttede sig for at læse til byggekoordinator på Erhvervsakademi Midt-vest, var det med en klar mission: at mindske afstanden mellem byggelederen og håndværkerne på byggepladsen.
”Mange håndværkere har en forestilling om, at byggeledere primært fører tilsyn med byggeriets fremdrift, men i virkeligheden indebærer rollen en bred vifte af opgaver – herunder et tæt samarbejde med bygherren,” forklarer Jesper.
Med en baggrund som tømrer havde han oplevet, hvor vigtigt samarbejdet var for at få projekter til at lykkes. "Mit mål er at være synlig og nærværende. Hvis jeg bidrager aktivt og viser vilje til samarbejde, oplever jeg, at håndværkerne også engagerer sig, og det skaber et skært fællesskab,” fortæller Jesper.
En særlig vej til AFRY
Jesper fulgte en utraditionel vej ind i AFRY og blev den første byggekoordinator-praktikant i en rådgivende ingeniørvirksomhed. Da han søgte praktikplads, var det afgørende for ham at finde et sted, hvor han kunne udvikle sine kompetencer og få ansvar.
"Min tidligere underviser fortalte mig, at der ikke var andre fra min uddannelse, der havde været i rådgivningsbranchen før. Derfor var det fedt, at Mogens var åben for det, da jeg var til samtale," fortæller Jesper.
Spørger man Mogens Mortensgaard, Jespers chef, så er det tydeligt, at det har været en fordel for afdelingen at have Jesper med på holdet. ”Jesper har haft stor værdi i de opgaver, han har arbejdet med, og hans erfaring og uddannelse har været en stor gevinst for afdelingen. Hans praktikforløb har desuden vist os vigtigheden af, at vi åbner vores horisont for andre uddannelser end dem, vi kender på forhånd.”
Han tilføjer: "Praktikordningen giver os mulighed for at finde talentfulde personer, som vi kan ansætte efter praktikperioden. Dette er særligt vigtigt i en branche, hvor der er stor efterspørgsel efter kvalificerede medarbejdere,” siger han.
Praktikant med ansvar for egne projekter
Under sin praktikperiode fik Jesper hurtigt ansvar og mulighed for at prøve kræfter med byggeledelse i praksis. Han oplevede, at han indgik på lige fod med de øvrige ansatte i teamet, og allerede efter to måneder fik han lov til at tage styringen på et projekt. I AFRY gør vi os umage med at tilpasse opgaver og ansvar til den enkelte praktikants kompetencer, hvilket gav Jesper mulighed for at vokse i rollen. Som han selv siger:
"Det lærte mig rigtig meget. Selvom jeg fik lov at have meget ansvar alene, vidste jeg, at der var et sikkerhedsnet under mig, hvis jeg havde brug for hjælp.”
I AFRY bliver alle praktikanter tilknyttet en mentor, som sikrer, at praktikanter får den nødvendige støtte undervejs. Det skabte en tryghed for Jesper i hans udvikling: "Meget er learning by doing, og det betyder, at man nogle gange kommer på dybt vand. Men så længe man tør spørge om hjælp, får man den også."
En fremtid i AFRY
Efter endt praktik var Jesper ikke i tvivl om, at han gerne ville blive i AFRY. I dag arbejder han som Construction Manager i Building-afdelingen i Herning, hvor han fortsat prioriterer det tætte samarbejde mellem byggeledelse og håndværkere.
”Jeg elsker, at jeg stadig er tæt på, hvor tingene sker. I takt med mit ansættelsesforløb har mine arbejdsopgaver ændret sig, så der nu er mere kontorarbejde. Dog prioriterer jeg stadig at være synlig og tilgængelig og forsøger at komme rundt på byggepladsen dagligt, hvis projektet har behov for det.”