vindmølle havstrøm

Projekt: Kriegers Flak – Combined Grid Solution

Verdens første udveksling af havmøllestrøm over landegrænser

I 2018 bliver Danmarks største havmøllepark Kriegers Flak forbundet med den tyske havmøllepark Baltic II. Projektet realiseres i et EU-støttet samarbejde mellem Energinet og det tyske netselskab 50Hertz.

Stærkere europæisk energisystem, større forsyningssikkerhed og mere stabile elpriser

Adskillige elementer af både teknisk og samfundsmæssig art gør Kriegers Flak – Combined Grid Solution til et banebrydende projekt:

  • Det er første gang i verdenshistorien to havmølleparker på hver sin side af en landegrænse kobles sammen.
  • Den dansk-tyske netsammenkobling sikrer en forbedring af infrastrukturen i det europæiske energisystem som har afgørende betydning for dannelsen af et fælles europæisk energimarked
  • Forbindelsen øger vindmølleparkernes forsyningssikkerhed og sikrer op til 100% udnyttelse af anlæggene, hvilket i sidste ende betyder mere stabile elpriser for forbrugerne.

Projektet rummer en række udfordrende tekniske opgaver som AFRY har arbejdet sammen med Energinet om at løse.

220 kV møder 150 kV på en platform midt i Østersøen

En af de store udfordringer er at sikre, at det danske og tyske elnet er synkront. Spændingsniveauet for det danske transmissionsanlæg mellem Kriegers Flak vindmøllepark og det sjællandske elnet er udlagt for 220 kV. Tilsvarende er spændingsniveauet for det tyske transmissionsanlæg mellem Baltic 1 og 2 platformene og det tyske fastland udlagt for 150 kV.

Håndteringen af de to spændingsniveauer kræver avanceret synkroniseringsudstyr. Dette udstyr installeres på Kriegers Flak E der er bygget som en udvidelse til Kriegers Flak B-platformen. På denne udvidede platform 30 km ude i Østersøen kobles det danske og det tyske net sammen.

Synkroniseringsenhed holder øje med frekvens og spænding på hver side af afbryderen

Udvekslingen af energi mellem de to net sker i en ny 450 MVA transformer. Selve sammenkoblingen af de to net sker i en 150 kV afbryder. Ved sammenkobling af de to net er der behov for at sikre at nettene er synkrone og har tilnærmelsesvis samme spænding. Dette varierer nemlig med den aktuelle belastningssituation. Til det er der opsat en synkroniseringsenhed. Den holder øje med frekvensen og spændingerne på hver side af afbryderen. Først når værdierne er inden for de tilladte tolerancer frigiver synkroniseringsenheden en indkoblingsordre til afbryderen. Hvis de to net er uden for tolerancerne, kan enheden regulere på det tyske 150 kV net. Det sker via lyslederkommunikation til den landbaserede AC/DC/AC-konverterstation i Bentwisch.

22 specialdesignede relætavler

Med et anlæg placeret langt ude i havet bliver behovet for fjernkontrol ekstra stort. AFRY har designet 22 relætavler efter Energinets standarder. Tavlerne indeholder udstyr til beskyttelse, styring og fjernkontrol af de respektive 220 og 150 kV anlæg. For alle afbrydere på Kriegers Flak A, B og E er der etableret fasevis styret kobling ved de såkaldte POW-relæer. Når der kommer en koblingskommando fra f.eks Energinet’s netcenter sørger POW-relæet for at koble de enkelte faser baseret på typen af belastning alt efter om det er et liniefelt, reaktorfelt eller transformerfelt.

Minutiøse afprøvninger

Inden de 22 tavler kan sættes i drift på Kriegers Flak er de blevet testet ad mange omgange af Energinets og AFRY’s ingeniører.

Først er hver enkelt tavle gennemgået og testet hos tavlebyggeren. Dernæst har Energinet stillet tavlerne op i en prøvehal ved Fredericia hvor de har gennemgået test af signaler og afprøvning af programmering i beskyttelsesrelæer og fjernkontroludrustning. Herefter er relætavlerne blevet fragtet til det værft i Holland hvor platformene er bygget.

Her er de blevet installeret på platformene sammen med transformere og GIS-anlæg og alle funktioner er testet. Endelig skal transformerplatformene bugseres til Kriegers Flak hvor søkablerne bliver tilsluttet og de sidste tests udført inden idriftsættelsen.

Med en produktionskapacitet på 600 MW, svarende til forbruget i 600.000 husstande, bliver Kriegers Flak Danmarks største havmøllepark. Visualisering: Energinet.
Med en produktionskapacitet på 600 MW, svarende til forbruget i 600.000 husstande, bliver Kriegers Flak Danmarks største havmøllepark. Visualisering: Energinet.
Kriegers Flak opføres ca 30 km nordøst for Møn. Kun få kilometer fra den tyske havmøllepark Baltic 1 og 2. Dette giver en enestående mulighed for udveksling af vedvarende energi over landegrænser. Grafik: Energinet
Kriegers Flak opføres ca 30 km nordøst for Møn. Kun få kilometer fra den tyske havmøllepark Baltic 1 og 2. Dette giver en enestående mulighed for udveksling af vedvarende energi over landegrænser. Grafik: Energinet
Der bygges to platforme, Kriegers Flak A (t.v.) og Kriegers Flak B (t.h.).  Platformene kan modtage hhv. 200 og 400 MW. På Kriegers Flak B bygges en udviddelse, Krigers Flak E med udstyr der skal håndtere synkroniseringen af de to hhv 220 kV og 150 kV eln
Der bygges to platforme, Kriegers Flak A (t.v.) og Kriegers Flak B (t.h.). Platformene kan modtage hhv. 200 og 400 MW. På Kriegers Flak B bygges en udviddelse, Krigers Flak E med udstyr der skal håndtere synkroniseringen af de to hhv 220 kV og 150 kV eln
Det danske og det tyske net sammenkobles på Kriegers Flak E, der er bygget som en udvidelse til Krigers Flak B-platformen. Rendering: Energinet
Det danske og det tyske net sammenkobles på Kriegers Flak E, der er bygget som en udvidelse til Krigers Flak B-platformen. Rendering: Energinet

Fakta

Projektnavn: Kriegers Flak - Combined Grid Solution

Sted: Østersøen, 30 km nord-øst for Møn

Færdiggørelse: 2018

Kunde: Energinet