Miljørådgivning
Kortlægning af risici og optimeret brug af ressourcer
Miljørådgivning handler overordnet set om at identificere og håndtere potentielle miljømæssige risici og udfordringer i et byggeprojekt. Det skal i første omgang sikre, at projektet, virksomheden eller produktionen ikke væsentligt påvirker miljø og sundhed – internt såvel som eksternt.
Miljølovgivning og reguleringer ændrer sig jævnligt, og en bygherre skal altid sikre sig, at projektet overholder alle gældende miljøkrav for at undgå potentielle bøder og retlige konsekvenser. En miljørådgiver kan hjælpe med at navigere i dette komplekse juridiske landskab.
Miljørådgiveren kan også hjælpe med at optimere brugen af ressourcer som energi, vand og materialer i byggeprojektet, hvilket kan føre til betydelige besparelser over tid. Med stigende fokus på miljøhensyn og klimaforandringer kan det være afgørende, at byggeprojekter er robuste og tilpasset fremtidens udfordringer. Integration af klimatilpasningsforanstaltninger tidligt i projektet er derfor også blandt miljørådgiverens ekspertiseområder.
AFRY's miljørådgivere kan desuden hjælpe med at udvikle og implementere bæredygtige strategier og mål. Det kan være en afgørende faktor for bygherre, da et projekt, der er kendt for sin miljøvenlige tilgang, kan tiltrække flere investorer, lejere og samarbejdspartnere.
Rettidig og kompetent miljørådgivning kan desuden reducere risikoen for forsinkelser, budgetoverskridelser og skader på bygherres omdømme, så der er alt mulig grund til at søge kompetent rådgivning om miljøfaktorer i byggeprojekter.
AFRY's eksperter udfører miljørådgivning og fører tilsyn og kontrol med projekter i alle former og størrelser.
Få rådgivning om:
- Miljøvurdering af plan og projekt
- Miljøhistorisk redegørelse og EED (Environmental Due Dilligence)
- Regnvandshåndteringsplaner og vurdering af risiko for oversvømmelse
- Forureningsundersøgelser
- §8- og §19-tilladelser og jordflytning
Forslag til lokalplaner og kommuneplantillæg samt visse konkrete nye anlægsprojekter er omfattet af miljøvurderingsloven. Det betyder, at man skal vurdere, om der kan være sandsynlige, væsentlige miljøbelastninger, hvis man realiserer en plan eller etablerer et konkret anlæg.
En række større projekter er altid omfattet af krav om miljøvurdering. Andre projekter skal først screenes for at finde ud af, om de er omfattet af kravet om en fuld miljøvurdering.
Vi hjælper dig med at screene dit konkrete anlægsprojekt - f.eks. et større boligbyggeri i flere etager - for om det er omfattet af kravet om en fuld miljøvurdering. Og vi hjælper dig videre med at lave miljøvurderingen, hvis det viser sig at være gældende for dit projekt, eller hvis projektet indebærer, at der skal laves forslag til en ny lokalplan.
Arbejdet omfatter ofte et samspil mellem fagfolk med viden om trafik, støj, arkitektur, forurenet jord, og biologi.
I forbindelse med projektudvikling og køb/salg af ejendomme – eller som indledning til et byggeprojekt – er det ofte vigtigt at vide, om grunden er forurenet i et omfang, så det påvirker mulighederne for at udnytte den til det planlagte formål og/eller påvirker anlægs- eller byggebudgettet.
Vi kan hjælpe dig med en indledende gennemgang af arkiver og andet miljøhistorisk materiale, hvor vi redegør for tidligere anvendelser, mulige forureningskilder samt risici for diffus forurening.
I samarbejde med dig som bygherre/køber afklarer vi, om det er nødvendigt med forureningsundersøgelser, og vi udarbejder eventuelt et oplæg og budget for disse undersøgelser.
I forbindelse med udvikling af lokalplaner eller projektområder beder myndighederne oftere og oftere om en regnvandshåndteringsplan, som skal belyse, hvordan vandet bevæger sig under skybrud inden for og uden for matriklen. Herunder forholdet til forsyningsledninger, vandløb, grundvand, naboejendomme, m.m.
Regnvandshåndteringsplanen skal oplyse: nuværende og fremtidige strømningsveje, befæstelsesgrad, lavninger, forsinkelsesvolumen, dimensioneringsforudsætninger, LAR (Lokal Afledning af Regnvand) og kloakeringsforhold. AFRY udarbejder disse regnvandshåndteringsplaner ud fra den enkelte kommunes specifikke rammer.
I forbindelse med regnvandshåndtering og miljøvurdering af en given lokalitet kan det også være væsentligt at vurdere risikoen ved oversvømmelse ved udvikling af byggefelter m.v.
AFRY kan gå i dialog med myndigheder og i fællesskab udarbejde de nødvendige bilag til at belyse risikoen ved skybrud og indgå i dialog om mulige tiltag med bygherre om den forhøjede risiko og indarbejde afværgetiltag.
Risikovurdering af oversvømmelser (havstigning, stigning af grundvand, stormflod og ekstremregn) er ligeledes et punkt i bæredygtighedscertificeringer (DGNB, Leed og andre), som vores uddannede auditorer kan hjælpe med at dokumentere.
Hvis miljømyndighederne kræver en forureningsundersøgelse - eller hvis vi sammen vurderer, at det er til projektets bedste - kan vi hjælpe med forureningsundersøgelser. D.v.s prøvetagning og analyse af jord, grundvand, poreluft, indeluft m.v.
Vi afklarer krav med miljømyndighederne og tilpasser omfanget af undersøgelserne efter bygherres/totalentreprenørens behov. Vi udarbejder efterfølgende en rapport, der beskriver de gennemførte undersøgelser, analyseresultater, risikovurderinger samt konklusioner og anbefalinger.
Sammen med dig vurderer vi, om oprensning er påkrævet/relevant for det påtænkte byggeri eller anvendelse, ligesom vi udarbejder oplæg med budget for oprensningen (eventuelt for forskellige scenarier for mulig oprensning).
Når man bygger eller ændrer arealanvendelsen til mere følsomme formål (typisk fra erhverv til bolig) på en grund, der er kortlagt efter Jordforureningsloven, skal man typisk søge en §8-tilladelse (efter Jordforureningsloven).
Hvis der skal deponeres forurenet jord på egen grund, er det ofte nødvendigt at søge om tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens §19.
AFRY kan hjælpe dig med myndighedskontakt, udarbejdelse af jordhåndteringsplan samt eventuelt miljøtilsyn i forbindelse med disse tilladelser.
Hvis jordhåndtering tænkes ind i projekterne og nye lokalplaner på et tidligt tidspunkt, kan der være penge at spare.
AFRY kan hjælpe med prøvetagning, analyse og vurdering af overskudsjord i forbindelse med bortskaffelse jorden.
Ved mellemdeponi af sorteret, forurenet jord på arbejdspladsen, sikres korrekt opbevaring, så der ikke forekommer forurening af underliggende jord.
Også på arealer, som er omfattet af kommunernes områdeklassificeringer, kan det være en fordel at udarbejde en jordhåndteringsplan, fordi det giver mulighed for at lempe de vejledende krav til prøveintensitet (én prøve pr. 30 eller 120 ton) i forbindelse med bortskaffelse af overskudsjord.
Vi hjælper også gerne med anmeldelse af jordflytninger (via jordweb.dk; Flytjord.dk; etc.)
- Oprensning af forurenet jord
- Grundvandssænkning og løbende kontrol af oppumpet grundvand
- Miljøansøgninger
- Tilslutnings-, nedsivnings- og udledningstilladelser
- Støj og vibrationer
Det kan være skadeligt for både mennesker og miljøet, hvis jorden er forurenet, og i tilfælde af, at miljømyndighederne kræver, at jorden bliver renset (eller hvis vi vurderer, at det er til gavn for projektet), kan vi hjælpe med at:
- Forestå kontrahering med jordentreprenør og andre udførende
- Gennemføre opstartsmøde og miljøtilsyn
- Udarbejde en rapport over den gennemførte oprensning
- Varetage myndighedskontakt, herunder §8-ansøgning og anmeldelse af jordflytning som beskrevet ovenfor.
I forbindelse med opgravning af den forurenede jord har vi altid fokus på, at jorden sorteres, så vi minimerer mængden af den forurenede jord, som er dyr at bortskaffe.
I enkelte tilfælde er det nødvendigt eller påkrævet, at der føres løbende kontrol med en eventuel restforurening i jord eller grundvand. Også denne type målinger tilbyder vi at udføre og rapportere.
Ved bygge- og anlægsarbejder, hvor der – midlertidigt eller permanent – udføres grundvandssænkning, tilbyder vi at ansøge om udlednings-, nedsivnings- eller tilslutningstilladelse.
I det omfang tilladelsen indebærer løbende kontrol af det oppumpede grundvand, kan AFRY udtage prøverne og løbende rapportere til miljømyndighederne.
Nye og ændrede produktioner, ændring af eksisterende anlæg og bygninger samt etablering af jordhotel, entreprenørpladser, etc. kræver ofte en godkendelse efter Miljøbeskyttelsesloven.
AFRY kan hjælpe med afklaring af behovet for miljøgodkendelse med udarbejdelse af baggrundsnotat og med den praktiske ansøgning (typisk via portalen Byg & Miljø).
I forbindelse med miljøansøgninger og ved nybyggeri generelt skal spildevand og regnvand håndteres. Det kræver enten en tilslutningstilladelse, en nedsivningstilladelse eller en udledningstilladelse.
Disse tilladelser er igennem årene blevet meget tekniske og opdelt på forskellige afdelinger i kommunerne, og dokumentationsbyrden er vokset betydeligt. Disse udfordringer kan AFRY assistere med og være mægler mellem bygherres ønsker og kommunens rammer samt levere den fornødne tekniske dokumentation.
AFRY hjælper dig med at måle, beregne og kortlægge støj, ligesom vi kan rådgive dig om støjbegrænsende foranstaltninger såsom støjvolde, støjskærme, etc. Vores ydelser omfatter både måling af støj fra virksomheder, ventilationsanlæg, tekniske installationer i boliger, kontorer og industrielle bygninger samt måling af støj fra maskiner.
Vi udfører desuden målinger og beregning af kildestøj internt og eksternt og hjælper dig med at opfylde kravene til en miljøgodkendelse.
- Ansøgninger vedr. §3-beskyttede naturtyper
- Biodiversitetsvurderinger
- Miljøfremmede stoffer i bygning og anlæg - genbrug/bortskaffelse
- Beregning af skorstensafkast
Hvis der inden for et givet projektareal er registreret dyre- og plantearter samt naturtyper, der er beskyttede/fredede gennem naturbeskyttelseslovens §3 og/eller opført på habitatdirektivets bilag IV, kan AFRY være behjælpelig med drøftelser med og ansøgning om dispensation hos kommunens plan- og/eller miljøafdeling.
AFRY kan også udføre besigtigelse af projektarealet for at identificere sådanne arter og naturtyper.
Biodiversitet betegner mangfoldigheden af arter, natur og økosystemer og er en hjørnesten i udviklingen mod et bæredygtigt samfund. I Danmark er biodiversiteten under betydeligt pres, og tabet af den udgør en underbelyst risiko. AFRY tilbyder rådgivning om, hvordan man kan bevare, beskytte og styrke biodiversiteten for at give naturen bedre betingelser.
AFRY har udviklet solide metoder til at vurdere påvirkninger og afhængigheder af biodiversitet, natur og økosystemer - en indsigt, der i stigende grad er afgørende især for areal- og ejendomsejere. Vi udfører baselineanalyser og risikovurderinger samt yder rådgivning om nærhed til beskyttede og fredede arter og områder, herunder Natura 2000-områder, §3-områder jf. naturbeskyttelsesloven, fredsskove og IV-arter. Vores tilgang bygger på metoder og værktøjer fra organisationer som TFND, SBTN og IUCN.
Baseret på vores analyser rådgiver vi om potentielle tiltag og initiativer til at fremme biodiversitet samt udvikling af kvantitative og kvalitative metoder og indikatorer til at evaluere effekt. Vi bidrager til udarbejdelse af strategier og handlingsplaner på projekt- eller virksomhedsniveau.
Desuden kan vi hjælpe med at udarbejde dokumentation til certificeringsordninger som f.eks. DGNB (ENV 2.4 Biodiversitet) og dokumentation til rapportering af ansvarlighed i overensstemmelse med EU-taksonomien og CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive). Vi følger tæt med i udviklingen af national og international lovgivning og rapporteringskrav, især udviklingen af EU's biodiversitetsstrategi 2030 og dens påvirkning på arealanvendelse i Danmark.
Før renovering eller nedrivning af eksisterende bygninger og anlæg har bygherre pligt til at screene for miljøproblematiske stoffer som f.eks. asbest, PCB, tungmetaller, klorparaffiner og PAH’er.
Vi hjælper dig med miljøscreening og miljøkortlægning af bygninger og anlæg, lokaliserer miljø- og sundhedsfarlige stoffer og kortlægger forurenede materialer og bygningsdele. Herved kan renoverings– eller nedrivningsarbejdet planlægges og udføres bedst muligt, og affaldet kan anmeldes til kommunen.
Med en kortlægning kan man se hvilke materialer, der er rene og kan genbruges, genanvendes og nyttiggøres, og hvilke materialer der er forurenede og skal sendes til forbrænding eller deponering. Kortlægningen fortæller samtidig håndværkerne, om de skal benytte særlige værnemidler eller lave andre foranstaltninger for at sikre personer og miljø ikke udsættes for og spredning af farlige stoffer og støv.
Vi kan også hjælpe dig med at lave udbud af renoverings- og nedrivningsarbejder. Det kan omfatte udarbejdelse af en byggesagsbeskrivelse og tilbudsliste for arbejderne og varetagelse af licitation. AFRY kan også afholde tilsyn og møder i udførelsesfasen for at sikre, at arbejdet udføres som beskrevet.
Hvis arbejdet kræver, at der udarbejdes en Plan for Sikkerhed og Sundhed, eller at der udarbejdes procedurer eller arbejdsbeskrivelse for håndtering af de miljøfrememde stoffer, kan vi ligeledes hjælpe med dette.
Vi hjælper dig med miljøgodkendelse i forbindelse med etablering af en ny skorsten eller en ændring af afkastmængden fra eksisterende skorsten. Vi kan bl.a. dimensionere skorstenshøjden ved hjælp af OML (Operationelle Meteorologiske Luftkvalitetsmodeller).
OML-modellen er en atmosfærisk spredningsmodel, der kan håndtere optil 3.000 kilder. Den anvendes til at beregne udbredelsen af luftforurening ud til afstande på 10-20 km fra kilderne.
I forbindelse med Miljøstyrelsens Luftvejledning benyttes modellen til at vurdere, om grænseværdierne (de såkaldte B-værdier) overholdes for nye og planlagte anlæg.
Modellen benyttes også i forbindelse med lugtvurdering ved miljøgodkendelse af husdyrbrug og ved generel kortlægning af forureningsforhold.