Vinderholdet - Årets Skolebyggeri 2023

Børne- og Kulturhuset i Høje-Taastrup Kommune vinder prisen for Årets Skolebyggeri 2023

Børne- og Kulturhuset i Høje-Taastrup Kommune vinder prisen for Årets Skolebyggeri 2023

AFRY har været ingeniørrådgiver på projektet, som netop er blevet kåret som vinder af Årets Skolebyggeri 2023 blandt fem nominerede projekter.

Konkurrencen, som Nohrcon står bag, sætter fokus på det gode og inspirerende skolebyggeri, der skal sikre børn de bedste læringsmiljøer nu og i fremtiden.

Børne- og Kulturhuset i Høje-Taastrup Kommune er derfor også mere end bare en traditionel skole. Det er et sted, hvor børn og unge kan lege, lære og udfolde deres nysgerrighed og kreativitet. Huset er designet til at stimulere elevernes læring på mange forskellige måder, med fleksible rum, hvor de kan udforske, eksperimentere og samarbejde. Det er et sted, der fremmer både individuel og kollektiv læring, og som understøtter den moderne pædagogiske tilgang, hvor eleverne er aktive deltagere i deres egen læreproces.

“Vi er glade og stolte over at vi har været med til at sætte rammerne for fremtidens skolebyggeri og sikre gode læringsbetingelser for børn og unge i Høje Taastrup Kommune,” siger Thomas Hoff, Business Unit Director for Byggeri i AFRY.

Et spændende byggeri, der er samlingssted for kultur og kreativitet

En fagjury, nedsat af Nohrcon, og en offentlig afstemning fandt sammen dette års vinder og gav skolen følgende ord med på vejen:

"Et spændende projekt der på fin vis forsøger at sammenbinde dagtilbud, skole, SFO og kulturaktiviteter i en samlende bygningsmasse. Det samlede projekt fremstår overbevisende i både de ydre og indre parametre. Bygningen opleves i materialer og proportioner til at understøtte funktionerne. Organiseringen virker samtidig let overskuelig og robust i sin tænkning."

"Opdelingen af skolen med de offentlige funktioner i nedre plan og læringsmiljøer i de øvre plan er godt tænkt i forhold til et trygt og mere roligt børneliv. Arkitektonisk er der tænkt i naturmaterialer både inde og ude, hvilket giver et varmt og indbydende udtryk."

I forbindelse med konkurrencen har flere end 1.300 har stemt.

Et mangfoldigt knudepunkt

Bygningen huser en tosporet skole fra 0. – 6. klasse, fritidsordning, dagtilbud, musikskole, billedskole, dramaskole samt forskellige idrætsklubber.

Huset er designet til at understøtte dette med mange muligheder for at tage læringen hen til det sted, der egner sig bedst til aktiviteten. Der har desuden været fokus på bæredygtighed i designprocessen – bl.a. via tiltag relateret til FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Børne- og Kulturhuset er placeret centralt på det nye kulturstrøg i byen. Kulturstrøget fortsætter ind gennem huset, og på den måde bliver bygningen en del af kvarterets daglige liv. Det skaber et fælles ejerskab, hvor alle byens borgere føler sig velkomne. Bygningen er allerede blevet et samlingspunkt for daglige brugere, beboere og besøgende, siden det åbnede i marts 2023

AFRY’s ydelser

AFRY har ydet teknisk rådgivning til hovedprojektet, som omfattede udvidelse af kloaksystem, konstruktioner, elektriske installationer, VVS, ventilation, energi og indeklima. De var også ansvarlige for CTS og sprinkleranlæg i funktionsbeskrivelsen. Derudover har AFRY bidraget med ekspertise inden for brandrådgivning og -certificering, detaljerede simuleringer af dagslys, beregninger af lyd og akustik, projektledelse i designfasen samt støtte til ekstern IKT-ledelse til koordinering og konfliktløsning.

Du kan finde flere oplysninger om Årets Skolebyggeri 2023 på Nohrcons hjemmeside.

Vinderholdet - Årets Skolebyggeri 2023
Vinderteamet bag Børne- og Kulturhuset - fra venstre:
Michael Ziegler, borgmester, Høje-Taastrup Kommune, bygherre Høje-Taastrup Kommune
Tine Vogt, landskabsarkitekt og associeret partner, LYTT Architecture (Landskab)
Pernille Folting, konstitueret skoleleder, Høje-Taastrup Kommune
Claus Minds, projektchef, CC Contractor, Totalentreprenør
Mikkel Sørensen, arkitekt og partner, Christensen & Co. Arkitekter
Liv Bach Henriksen, arkitekt og leder Pædagogik og Læring, Arkitektfirmaet Kjaer & Richter
Malene Pedersen, projektleder, AFRY, Ingeniør