Frederik Wellendorph og Jessica Stenberg fra AFRY.

AFRY ansætter ny direktør for forretningsenheden Food

En branche i spændende udvikling

50-årige Frederik Wellendorph er ny direktør i spidsen for ingeniørkoncernen AFRY’s forretningsenhed Food, der specialiserer sig i processer, automation og løsninger til produktion af fødevarer, drikkevarer og fødevareingredienser.

Fleksible teknologiløsninger, energioptimering, fremtidens nye proteiner og plantebaserede produkter er nogle af tidens tendenser inden for fødevareproduktion, og det mærker den nordiske ingeniørkoncern AFRY. Til at stå i spidsen for forretningsenheden Food, der tæller 150 medarbejdere fordelt over hele Norden, indtræder danske Frederik Wellendorph, der blandt andet har været Vice President for Business Unit Liquid Foods i Tetra Pak.

”Frederik Wellendorph har en succesfuld track record, hvad angår det at drive en profitabel forretning med projekter i fødevareindustrien som omdrejningspunkt samt det at sikre en god indtjening. Derudover har han erfaring med at arbejde i et internationalt miljø, som ikke kun går tværs over Øresund, men videre ud i verden. Han motiveres af engagerede mennesker og en bæredygtig agenda, både hvad angår forretningsdriften og ude i projekterne, så jeg er sikker på, at han er det helt rette match for AFRY,” siger Jessica Stenberg, der er VP og Head of Business Area Food & Pharma i AFRY.

Første lederjob som 22-årig

Frederik Wellendorph er oprindeligt uddannet mejerist og begyndte karrieren i MD Foods UK; i dag Arla Foods UK. Sidenhen har han suppleret den teoretiske rygsæk med blandt andet en MBA og et enkeltfagskursus på Cambridge University i bæredygtig forretningsledelse. De teoretiske tilvalg understreger, at ambitionerne ikke kun ligger inden for det faglige felt af mejeri og fødevarer, men også inden for ledelse.

”Jeg fik mit første lederjob som 22-årig, og netop ledelse som disciplin var også blandt grundene til, at jeg takkede ja til jobbet i AFRY. De seneste år har jeg arbejdet som selvstændig rådgiver, og det har været godt, men jeg har savnet at være leder for en organisation. Og qua AFRY’s størrelse og globale tilstedeværelse er der også mange karriereveje at gå internt, og det ser jeg som en kæmpe fordel,” fortæller Frederik Wellendorph, der havde første arbejdsdag hos AFRY 2. april 2024.

Fremtidens fødevarer

Ifølge Frederik Wellendorph er der ingen tvivl om, hvilke tendenser fødevarebranchen vil se i de kommende år – og som en ingeniørvirksomhed som AFRY skal kunne matche for at fortsætte væksten:

”Der er ingen tvivl om, at alternative proteiner vil blomstre op med teknologiske løsninger i feltet mellem food og pharma. Dog ses der en klar trend for sunde, tilpassede og proteinberigede produkter fra traditionelle kilder som mælk. Dertil skal teknologien være fleksibel, så produktionen kan håndtere flere forskellige produkter. Og bæredygtige løsninger har også stor betydning med et øget fokus på energiforbrug, reduceret madspild og så videre,” fortæller Frederik Wellendorph, der også har et øje på aseptiske produkter eller fødevarer med forlænget holdbarhed:

”Inden for en relativ kort årrække er markedet for traditionelle mælkeprodukter i USA ændret til specielt berigede produkter med forlænget holdbarhed eller aseptiske produkter – altså fødevarer, der enten har længere holdbarhed på køl, eller som kan distribueres udenfor kølekæden. Set fra et bæredygtighedsperspektiv vil varer, som har længere holdbarhed, umiddelbart bidrage til at reducere madspild, hvilket er et vigtigt mål i sig selv. Det skal blive spændende at se, om aseptisk teknologi også bliver mere udbredt i Skandinavien, som indtil videre er meget traditionelt non-aseptisk især inden for mejeri-sektoren,” tilføjer Frederik Wellendorph.

Frederik Wellendorph overtager jobbet fra Paul Lange, der overgår til en rolle som Business Development Manager, og som samtidig fortsat vil varetage sit hverv som Country Manager for AFRY i Danmark.

 

Foto øverst på siden af Frederik Wellendorph og Jessica Stenberg: Fotograf Hannah Paludan-Kristensen for AFRY.

Vil du vide mere?

Frederik Wellendorph - Business Unit Director, Food

Frederik Wellendorph

Business Unit Director, Food

Kontakt Frederik Wellendorph

Udfyld formularen, hvis du har en forespørgsel vedrørende salg. For andre forespørgsler kan du besøge vores kontorer- og kontaktsider.
Joan Windfeldt - Senior Communications Advisor, Press Officer (Denmark)

Joan Windfeldt

Senior Communications Advisor, Press Officer (Denmark)